Opbygning og materialer
Tætningen sidder på den side, vandet kommer fra: udvendigt, mellem jord og bygning. Under bundpladen lægges den, før betonen støbes, på væggene efter afforskalling. DIN 18533 regulerer materialerne i særskilte dele:
- Del 2 – banematerialer: bitumen- og polymerbitumenbaner, ofte svejset, samt plast- og elastomerbaner.
- Del 3 – flydende materialer: blandt andet polymermodificerede tykke bitumenbelægninger (tidligere KMB, i dag PMBC) og mineralske tætningsslammer.
Før byggegruben fyldes op, kommer der et beskyttelseslag på, ofte isolering eller en knopmembran. Det forhindrer, at sten punkterer tætningen under komprimeringen.
Hvilken tætning til hvilken vandbelastning
Hvor omfattende den sorte tank skal udføres, afhænger af, hvordan vandet påvirker bygningsdelen. DIN 18533 skelner mellem fire klasser; siden udgaven fra 2026 hedder de vandbelastningsklasser (Wasserbeanspruchungsklassen) i stedet for vandpåvirkningsklasser:
- W1-E: jordfugt og ikke-trykkende vand
- W2-E: trykkende vand, opdelt i W2.1-E (op til 3 m neddykning) og W2.2-E (mere end 3 m)
- W3-E: ikke-trykkende vand på jorddækkede dæk
- W4-E: stænkvand og jordfugt ved soklen samt kapillarvand i og under vægge
Hvilken klasse der gælder, følger af jordbunden og den dimensionerende vandstand – helst fra en geoteknisk rapport. Ved trykkende vand stiger kravene til materiale, lagtykkelse og tilslutninger markant. En tætning planlagt til W1-E er ikke dimensioneret til trykkende grundvand.
Styrker og svagheder
Styrker
- Virker også på murværk – altså for kældre, der ikke er af vandtæt beton
- Revneoverbyggende materialer forbliver tætte, når der opstår fine revner i underlaget
- Kan udføres ved komplicerede planløsninger og efterfølgende på eksisterende bygninger
Svagheder
- Usynlig efter tilbagefyldning; skader viser sig først indvendigt
- Sten ved tilbagefyldningen, rødder eller sætninger kan beskadige den
- Fejl er svære at lokalisere, fordi vand kan vandre mellem tætning og væg og ofte kommer ud et andet sted, end hvor det trænger ind
- Overgange er kritiske: sokkel, rørgennemføringer, lysskakte, hulkehlen mellem bundplade og væg
Sort eller hvid tank?
I nybyggeri med trykkende grundvand planlægges ofte en hvid tank af vandtæt beton, fordi bærende konstruktion og tætning er ét. Den sorte tank ligger lige for ved murede kældre, eksisterende bygninger og der, hvor rummene skal bruges til ophold, og man ønsker et ekstra tætningslag. Kombinationer er også almindelige, for eksempel vandtæt beton med ekstra udvendig tætning. Hvilken løsning der passer, bør en statiker eller sagkyndig afgøre ud fra den geotekniske rapport – ikke prisen alene.
Det kan du tjekke som ejer
- Fugtige pletter ved vægfoden, i hjørner og omkring rørgennemføringer – ofte først efter længere regnperioder.
- Saltudblomstringer og afskallende puds viser vand, der vandrer gennem væggen.
- Lysskakte og sokkel: Er skaktene tæt tilsluttet væggen, og løber regnvand væk fra huset i stedet for ind mod det?
- Papirer: byggesag, tætningsplan og den forudsatte vandklasse. Uden dem er det svært at vurdere, om tætningen passer til den faktiske vandstand.
Ved våde pletter afklarer en fugtmåling foretaget af en sagkyndig, hvor vandet kommer fra: vand, der trænger ind udefra, opstigende fugt eller kondens. Udbedringen afhænger af det – mere under kældertætning.
Forsikring og overvågning
Vand, der trænger ind gennem en beskadiget tætning, er som regel ikke forsikret. Ifølge GDV dækker naturskadeforsikringen ikke stigende grundvand, der trænger ind gennem murværket; grundvand er kun dækket, hvis det stiger op til terræn og løber ind i huset derfra. Verbraucherzentrale påpeger ligeledes, at ejere selv hæfter for fugtskader på grund af højt grundvand.
Ligger der et dræn med pumpebrønd foran væggen, registrerer Drainbee niveau, pumpecyklusser og tilløb dér. Løber der mærkbart mere vand til efter sammenlignelige regnmængder end tidligere, er det en grund til at se nærmere efter. Om selve tætningen er tæt, måler Drainbee ikke – fugt i væggen eller vand på kældergulvet opdager den ikke.